«

»

Print denne Indlæg

Varme hveder!

Nu er det bededag på fredag og jeg tænkte at jeg hellere måtte være i god tid med en opskrift på varme hveder, så folk kan forberede sig på det. Den stammer oprindeligt fra Katrine Klinken, selvom jeg dog har tilladt mig at lave et par ændringer.

IMG_3055

Opskriften på en god bededag: Varme hveder med smør, varm kakao og madblade!

Som det kan ses på billedet nyder jeg mine med varm kakao. Det er ikke altid jeg gider gøre ret meget ud af en kop kakao, men jeg kan garantere at jeg altid har lyst til at drikke den! Min metode til hurtig “snydekakao” giver et glimrende resultat til en hverdagsmorgen. Jeg fylder mælk i en kop og varmer den i mikroovnen i 2 minutter. Så hælder jeg et par skefulde nesquick kakao i, rører rundt og sprøjter dåseflødeskum på toppen. Drys med lidt kanel og så føles det som forkælelse, selvom det egentlig har været både hurtigt, nemt og billigt at lave 🙂

IMG_3041

Jeg er vild med historien om de varme hveder. Synes det er hyggeligt at tænke på at bagerne opfandt specielle brød der skulle spises ristet (genopvarmet dagen efter de blev bagt), fordi de ikke måtte arbejde på en helligdag. Der er ikke noget mere hyggeligt end at hive fat i de gode, gamle madtraditioner og holde dem i hævd, uanset om de har nogen anden betydning for en end nostalgi. Håber i nyder det ligeså meget som jeg gør.

Den oprindelige opskrift bruger lidt mere gær, to slags mel og smør i stedet for margarine, men jeg har gjort den lidt mere budgetvenlig og jeg synes ikke smagen lider under det!

 

Varme hveder (12-14 stk)

500g hvedemel
25g sukker
1 tsk salt
1 tsk stødt kardemomme
15g gær
1½ dl vand
1½ dl mælk
100g margarine
Evt. æg eller mælk til pensling

  • Bland de tørre ingredienser i en skål (mel, kardemomme, salt og sukker).
  • I en anden skål smuldres gæren og røres ud i mælk og vand. Margarinen smeltes og tilsættes, dette gøres nemt ved at putte det i en kop, give det 30 sek i mikroovnen, røre rundt med en ske og give det 10 sek mere.
  • Melblandingen tilsættes lidt efter lidt til det andet og det hele æltes til en fin og glat dej. Lad den hæve ved stuetemperatur i cirka en time.
  • Smør et ovnfast fad med lidt margarine eller smør. Tril dejen til 12-14 boller og læg dem i formen med 1 cm afstand mellem hver. Lad dem hæve i endnu en time.
  • Nu kan bollerne eventuelt pensles med lidt æg eller mælk så de får en pænere overflade.
  • Tænd ovnen på 200 grader. Bollerne bages i cirka 20 minutter eller til de lyder hule når man banker under dem (udenfor fadet selvfølgelig).
  • Når de skal serves skæres hvederne i halve og ristes i ovnen eller på en brødrister og serveres med smør.

Permanent link til denne artikel: http://xn--signedrmme-6cb.dk/varme-hveder/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>