«

»

Print denne Indlæg

Konkrete tips til at spilde mindre!

Vi har allesammen hørt om madspild (som på sin vis også er pengespild), vi har fået tudet ørerne fulde om hvor meget vi spilder og hvor forfærdeligt det er og jeg tror at alle ved det efterhånden. Det er ikke det jeg vil gøre for jer. Det er et reelt problem og det ved vi allesammen, men når man ser i de kulørte blade og hører om madspild i tv og radio synes jeg aldrig rigtigt man får at vide hvad man virkelig, konkret, kan gøre. Det virker som om at alle de tips man får er ting som “smid mindre ud”, “planlæg når du handler ind” osv. Det er meget brede ting som er svære at tage stilling til i dagligdagen.

Sorry for den dårlige kvalitet, min mobiltelefon har svigtet mig :)

Sorry for den dårlige kvalitet, min mobiltelefon har svigtet mig 🙂

Derfor har jeg sat en lille guide op med meget konkrete tips som man kan bruge for at spare miljøet og ikke mindst sin pengepung, for husk at al den spiselige mad der ryger ud (eller når at blive for gammel) er mad vi har brugt penge på selv. Personligt føler jeg mig ikke rig nok til at bruge skraldespanden som sparegris, men hvis du gør, så kan du fint se bort fra denne post 🙂

Tror du ikke det berører dig? Prøv, som et sjovt eksperiment, at lægge et stykke papir ved siden af din skraldespand i en uge. Det er nu din “skralde-dagbog”. Her skal du skrive det på hver eneste gang du smider mad ud. Så får du hurtigt fundet ud af at du smider mere ud end du måske var bevidst om!

TIP NUMMER 1: Brug fryseren!

IMG_4691

Er man (som jeg) heldigt at være forsynet med masser af fryseplads har man allerede en stor fordel i forhold til spild. Fryseren er virkelig din bedste ven når du vil spare, både pengemæssigt og på maden. Jeg anbefaler at man investerer i ekstra fryseplads hvis man har plads til det, da det er en investering der holder i mange år og kommer til at spare en penge på sigt.

IMG_4007

For at fryseren er nyttig er det selvfølgelig nødvendigt at man bruger den og det kan man nemt gøre ved disse tips:

  • Frys frugt og grønt! 
    • Jeg køber tit fryseegnede grøntsager på tilbud, vasker dem og skærer dem ud for så at fryse dem i alubakker (som set ovenfor) til senere brug. Det samme gælder frugt, specielt frugt der er blevet lidt kedelig er god at gemme på frys til fremtidige smoothies, kager, syltetøj hen over vinteren osv.
    • Fryseegnet frugt og grønt er f.eks.: Porrer, Bønner, Majs, Ærter, Bananer, Blommer, Bær, Mango, Papaya, Broccoli, Grønkål, Rosenkål, Spinat, Ferskner, Nektariner og mange mange andre.
    • Peberfrugt og løg kan fryses hvis de bliver brugt i gryderetter osv, men mister lidt konsistens.
    • Svampe kan sagtens fryses, men skal bruges direkte uden at tøes op først.
    • Frys ikke: Rodfrugter, æbler og pærer. De egner sig ikke.
    • Når man fryser i alubakker kan de kort vaskes og genbruges og man bruger derfor ikke uendelige mængder af fryseposer!
  • Køb stort ind
    • Desværre er danske supermarkeder endnu ikke vågnet op til at næsten halvdelen af deres kunder er folk der bor alene i en husstand og derfor kan det stadig betale sig at købe ind til en familie. Køber man stort ind af fryseegnede varer er det dog relativt nemt at komme uden om problematikken med at spise 2 kg hakket oksekød som enkeltperson.
    • Del store pakker kød op i portioner der passer til din aftensmad og frys dem sådan. Råt kød er særdeles egnet, men også kødpålæg (skinke, spegepølse og leverpostej f.eks.) virker glimrende.
  • Isterningeposer og bakker er din ven!
    • Som jeg har nævnt gentagne gange på denne blog, så fryser jeg fløde i isterningeposer og bruger det til sauce. Det er bare slet ikke grænsen for hvad man kan fryse og belejligt bruge i “is”terningeform.
    • Pres hvidløg (1 fed pr. firkant) i en isterningebakke. Dæk med olivenolie og tag op til brug i en pande efter behov.
    • Tomatpuré eller juice kan fryses
    • Kaffeterninger er gode til desserter hvis man ikke drikker kaffe normalt og synes det er spild af tid at brygge en kop for at bruge 1 tsk i sin dessert.
    • Både rød- og hvidvin pifter hurtigt en sauce op, ligesom fløden.
    • Også hakkede krydderurter kan fyldes i små terninger, gerne med lidt olie eller vand.
    • Yoghurt er godt til smoothies.
    • Både lime, appelsin og citronsaft kan også bruges på denne måde.
  • Kog fond og supper på dine rester
    • Er man velsignet med en stor fryser kan det være en virkelig god idé at koge fond og supper til senere brug. Det er virkelig en velegnet anti-madspildsret som kan bruges i mange retter og særligt til saucer er det en god ting at have (hjemmelavet ER bare bedre end bouillonterninger).
    • Gem skrog fra kyllinger, ben fra stege osv. i poser delt op efter kødtype. Kog dem sammen med yderblade fra porrer, slatne gulerødder, pastinakker og persillerødder, selleri (eller skræller fra dem), kedelig persille og andre gode suppeurter, løg, bladselleri osv. Når du har nok til at fylde en stor gryde smider du hele molevitten i og koger det i mange timer (gerne 4-5-6 stykker). Tag skrog og grøntsager op og si din suppe. Smag til med salt og brug den som basis til en sauce eller en grøntsagssuppe.
    • Jeg fryser min fond ved at lægge fryseposer i åbne bokse og hælde væsken i. Putte dem i fryseren og når massen er frossen tager jeg poserne ud af boksene og stabler min nu firkantede væske i fryseren. Boksen kan så bruges i køkkenet og man spilder ikke fryseplads! (Se evt. billede længere nede på siden).

IMG_4723

TIP NUMMER 2: Forlæng holdbarheden!

Der er ting man selv kan gøre for at forlænge holdbarheden på de madvarer man bruger og det siger sig selv at hvis de holder længere, så går der længere før man behøver at smide dem ud. Her er hvad jeg gør:

IMG_4766

  • Gem tørt brød i fryseren og lav det til rasp. Tør brøddet i ovnen ved 75 grader til det er knastørt. Lad det køle helt ned (så der ikke bliver dannet kondens) og giv det herefter en tur i blenderen. Opbevar din rasp i en lufttæt boks. Sådan forhindrer man sig selv i at smide tørre endeskiver og brød der er for kedeligt til at spise ud i skraldespanden. Har brøddet ikke helt været tørret længe nok, får man hurtigt nogle ret store stykker brød når man blender det. Er det tilfældet, så tør alle krummerne igen ved 50 grader og lad dem køle af. Put dem i en stor frysepose og bank den mod køkkenbordet indtil konsistensen er rigtig.
  • Icebergsalat holder 3 gange længere hvis man bruger dette tip: Skær salaten ud i passende stykker og vask den godt. Giv den en tur i en salatslynge til den er helt tør. Put 2-3 lag køkkenrulle i bunden af en tupperwareboks, læg salaten i og dæk med yderligere 1-2 lag køkkenrulle. Luk låget så boksen er lufttæt og din salat holder sig pludselig frisk i flere uger!
  • Parmesanost har også godt af at blive opbevaret i en pose med et par stykker køkkenrulle. Det er det fugtige miljø der får osten til at mugne, selvom den egentlig ikke burde fejle noget.
  • Slatne grøntsager får nyt liv i iskoldt vand. Radisser, gulerødder osv. kan friske ualmindeligt meget op ved at få en tur i et iskoldt vandbad. Jeg gør dem tit klar (skrællet og skåret ud) og opbevarer dem sådan i køleskabet i en glasskål, så man også kan gå og snacke på dem i løbet af en dag. Sunde snacks af ting som muligvis kunne være endt i skraldespanden? Det er indegrebet af anti-madspild!

IMG_3999

TIP NUMMER 3: Lav tingene selv!

Jeg har nævnt før at jeg elsker at lave ting fra bunden og jeg gør det egentlig også primært for fornøjelsens skyld, jeg er dog klar over at der er MANGE som ikke deler den glæde med mig. Derfor vil jeg lige komme med et par andre grunde til hvorfor det kan være smart. For det første er det bare billigere, se et par af mine beregninger nedenfor. Og for det andet så er kvaliteten højere end det man kan få for de samme penge hvis man køber færdigt og det er min opfattelse at man smider mindre ud af de ting man virkelig godt kan lide og mere af det som egentlig ikke frister en i køleskabet. Netop derfor kan man spare sig selv for spild ved at lave tingene selv.

  • Som jeg nævnte i posten om vanillesukker, så kostede det mig knapt 50 kroner at lave et kilo, økologisk vanillesukker af høj kvalitet. Sammenlignet med det man kan købe i butikkerne sparer man altså ca. 10 kroner per 100g. Det må siges at være en klar besparelse!
  • Jeg har også lavet en hurtig beregning af prisen på mit rugbrød. Til at bage et stort rugbrød bruger jeg omkring 20 kroner. Det er vel at mærke hvis ingen af ingredienserne er købt på tilbud osv. Et af mine rugbrød vejer cirka 2.25 kg. Jeg bruger altså mellem 8 og 10 kroner pr. kg. Det svarer til prisen på det billigste discountbrød i de fleste forretninger. Tager man udgangspunkt i et bagerrugbrød kan man nemt ende med at slippe 30 eller 40 kroner for et brød af mindre størrelse og besparelsen er derfor markant. Bedre kvalitet for markant færre penge? Ja tak. En fornøjelse at spise brødet, frem for en nødvendighed? Det lyder som mindre spild af mad og penge for mig.

Vanillesukker

TIP NUMMER 4: Benyt dig af dit område!

Madspild behøver ikke komme fra dit eget køleskab. Det er også de æbler som rådner i naboens baghave, de jordbær du aldrig fik plukket, de ramsløg som ingen ville have osv. Har man mod på at lave mad, så er det en fantastisk idé at benytte de ressourcer som findes i lokalområdet. Der er for nyligt kommet en mega-smart app til netop dette formål, nemlig: Sanker.

Appen viser et kort over Danmark hvor du kan zoome ind på forskellige områder og se hvor der er ting til rådighed. Alle kan oprette nye punkter så hvis du kender et hemmeligt sted i skoven hvor der er lækre bær eller dine forældre har 10 æbletræer der aldrig bliver brugt nok af, så er det bare med at få det skrevet ind. Der er både plads til offentlige punkter og ting hvor man skal sende ejeren en email og fortælle hvornår man vil komme.

IMG_4710

Jeg har f.eks. været på jagt i Moesgaard skov efter hyldebær sammen med min søde klassekammerat Amalie, det har jeg lavet en lækker hylde-solbærsaft af. Opskriften følger selvfølgelig snarest.

IMG_4763

Man kan selvfølgelig sagtens selv lave en aftale med familiemedlemmer eller naboer som har have, men jeg synes at appen er en genial idé, der dog kræver at folk kender til det, så spred meget gerne ordet til din omgangskreds!

TIP NUMMER 5: Organiser dig!

Det sidste tip er det der minder mest om de fluffy tv-tips man kan finde overalt for tiden, men er alligevel noget der er værd at nævne. Organisering er den korteste vej til at undgå spild. Der findes dog ret konkrete ting man kan gøre for at organisere sig ud af for meget spild:

  • Brug det ældste først! Når du handler og har mere end en pose pasta / dåse tomater / bunke gulerødder, så sørg for at det ældste er det nemmest tilgængelige og derfor det der bliver brugt først. Vi kender vidst allesammen den der ene peberfrugt vi havde glemt vi havde da vi købte nye, som ligger i et hjørne af grøntsagsskuffen og ser ud som om den gerne vil væk, det er den vi skal have bugt med!
  • Lav en madplan og køb ind efter den. Okay, det er ærligt talt røvsygt at lave madplan og handle ind efter en indkøbsliste, men det er også skide irriterende at smide en halv bøtte græsk yoghurt ud fordi man lige havde lyst til tzatziki den ene dag og så glemte alt om den i et par uger. Lav en løs madplan for ugen i stedet for. For eksempel: Har du lyst til hakkebøffer og kartofler med sovs? Okay.. Jamen så er der måske enten en færdig bøf eller noget hakkekød du skal have brugt i køleskabet bagefter, for ikke at nævne kogte kartofler. Find på en sjov madpakke eller find noget at bruge dine råvarer på. Kig for eksempel her på bloggen efter kategorien “En rest af…”
  • Hvis du har lyst til at gøre en forskel uden selv at mærke noget til det, så er det værd at overveje at købe “gamle” ting du bruger meget af. Eksempel: Jeg drikker enormt meget mælk. Jeg tror aldrig jeg har prøvet at have en sur mælk i køleskabet, for jeg drikker det altid i løbet af et par dage. Supermarkedet derimod smider masser af “dato-mælk” ud hver eneste dag. Gør dem en tjeneste, tag den ældste mælk når du køber det. Okay, den kan kun “holde sig” i 3 dage endnu. Men hvis du alligevel drikker den i aften, så gør det jo ingen forskel? Det er værd at overveje.
  • Køb på tilbud, men husk også at overveje hvad du har i skabet i forvejen. Når man har et overblik over hvad man har og hvad man bruger, så er det nemmere at undgå impulskøb som man aldrig får brugt og ender med at smide ud.

Permanent link til denne artikel: http://xn--signedrmme-6cb.dk/konkrete-tips-til-at-spilde-mindre/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>